Design & Maker

Prøv kræfter med dit designtalent på Design & Maker

På Design & Maker kan du udvikle dit kreative potentiale og prøve kræfter med designfaget på højt niveau, allerede efter folkeskolen.

På Design & Maker arbejder vi med at forstå en designproces, og med at færdiggøre produkter og lære håndværk og teknik at kende. Du stifter bekendtskab med de designfaglige områder, og lærer faget og mulighederne at kende i et kreativt fællesskab med andre designinteresserede unge. 

På Design & Maker kobler vi boglige færdigheder med designprojekter og håndværk. Og i stedet for at have fag som matematik og dansk arbejder vi f.eks. med litteratur og sprog som afsæt for et designprojekt, skriver artikel til et designmagasin eller regner på financiering og budget i forhold til at starte egen virksomhed

Vi forventer at du har afsluttet 9. klasse inden du starter i Design & Maker. Derudover kræver det ingen særlige forudgående kompetencer. Det eneste vi kræver er, at du er nysgerrig og har lyst til at lære.

Jeg startede på Design & Maker fordi jeg tænker kreativt og elsker design. Det er fedt at få lov at dyrke det på en seriøs måde og virkelig lære hvad det handler om.

Selma, 16 år

Mød Vilhelm, Emma og Vilda fra Design & Maker i filmen herunder.

Undervisningen

Undervisningen på Design & Maker er projektorienteret, og vores fælles interesse for design og kunst er afsæt og omdrejningspunkt i alle projekter

Undervisningen på Design & Maker består af tre elementer: Designfaglige laboratorier som vi kalder LAB. Længere designprojekter som vi kalder Scenario. Og projekter hvor boglige kompetencer integreres og udfoldes mere. Det kalder vi Subject. Elementerne er nogle gange selvstændige forløb, andre gange overlapper de hinanden.

Kreativt fællesskab

Livet og hverdagen på Textilskolen er meget andet og mere end undervisning. Det er også badeture, strikkeklub og bål i haven. Det er studieture, udstillingsbesøg, ferniseringer og teaterture. Det er eftermiddage og aftener i fordybelse på værkstederne. Det er fællesskab og venskaber med andre designinteresserede unge.

Det bedste ved at gå på Design & Maker er at være sammen med andre, der er ligeså vilde med design som mig.

Anton, 17 år

Subject

I Subject arbejder vi med forskellige boglige kompetencer i praksis. Vi kobler design og kunst med akademiske og boglige fagområder og arbejder med at anvende fagene i forbindelse med designprojekter, processer og håndværk.

Vi laver f.eks. budget og regner på financiering og lån, hvis vi vil starte vores egen virksomhed. Vi skriver pressemedelelse og tekster til hjemmeside og regner på omsætning, materialeforbrug og produktion.
Vi arbejder med journalistik som genre og designer et magasin. I magasinet spiller layout og visuelle fortællinger sammen med skriftlighed i artiklerne. Vi arbejder med analyse, idégenerering, proces og metode. Vi træner vores evne til at perspektivere og tænke abstrakt og kritisk. Vi laver beregning på strikkeopstrifter, analyserer digte som afsæt for et designprojekt, har undervisning på engelsk med gæstelærere og meget mere. Vi tror på at vi lærer bedst ved at anvende det vi lærer i praksis i en virkelighedsnær og praktisk baseret undervisningsform.

LAB på Design & Maker

I laboratorierne er eksperimenter og processer omdrejningspunktet. Vi arbejder med at undersøge det faglige felt, blive klogere på traditionen og samtidig udfordre området for at finde nye bud på løsninger og anvendelsesmuligheder. Som en forsker i et laboratorie.

På Design & Maker arbejder vi med afsæt i seks kernelaboratorier eller faglige områder som rummer alle de aspekter af designfaget vi beskæftiger os med – fra håndværk og redskaber til idéudvikling, materialer, metode og kommunikation.

Læs mere om de enkelte laboratorier herunder.

Laboratorium for form, krop og produkt

I laboratorium for form, krop og produkt får du grundlæggende viden om syning, tilskæring og form i tøj.

Du får forståelse for relationen mellem det todimensionelle flade mønster, og den tredimensionelle rumlige form på kroppen.

Du lærer syteknik og maskiner i værkstedet at kende.

I laboratoriet arbejder vi undersøgende med at forstå kroppens proportioner, og du får en forståelse for formgivning, linjer, funktion og bevægelse i tøj.

Laboratorium for idé, proces og metode

I laboratorium for idé, proces og metode får du en grundlæggende forståelse for  designprocessens faser og den åbne, eksperimenterende og skabende proces.

Vi arbejder med research og indsamler inspiration som grundlag for at skabe et designunivers og udtryk.

Vi laver moodboards og eksperimenterer med farver, mønstre, materiale og form som grundlag for dine designprojekter og løsninger.

Laboratorium for redskab, teknologi og tradition

I laboratorium for redskab, teknologi og tradition arbejder vi både med nye og med gamle håndværk og teknologier.

Du lærer at tegne, sy og tilskære og arbejde med træ på skolens lasercutter. Du kan lære at strikke på strikkemaskine, væve og trykke dine egne tekstiler.

I laboratorium for redskab, teknologi og tradition lærer du håndværk og maskiner at kende, og arbejder med designopgaver som udfordrer håndværket i nye kontekster.

Laboratorium for materiale, farve og egenskaber

I laboratorium for materiale, farve og egenskaber fordyber vi os i pigmenter, fibrer, teksturer, overflader, farver og materialer.

Du lærer at farve dine egne tekstiler med planter og waste, og får viden om bæredygtighed og udvikling af nye materialer.

Vi undersøger materialernes egenskaber og potientialer, hands on i laboratoriet.

Laboratorium for kommunikation, iscenesættelse og fortælling

Formidling af designarbejde foregår i mange forskellige medier – både visuelt og sprogligt.

I laboratorium for kommunikation, iscenesættelse og fortælling arbejder du med at iscenesætte dine designs i foto eller film. Vi laver showproduktion og udstillinger, vi arbejder med tegning og du samler og formidler dit arbejde i en portfolio.

Du lærer at præsentere dit arbejde for andre og træner et fagligt sprog, så du kan argumentere for dine designløsninger og valg i processen.

Laboratorium for perspektiv, teori og analyse

I laboratorium for perspektiv, teori og analyse undersøger vi hvordan designeren tænker og arbejder, og hvordan design påvirker verden.

Vi diskuterer modebranchens påvirkning af natur og miljø, og undersøger de nye muligheder for bæredygtig produktion.

Vi laver øvelser med designobjekter og funktion og forstår designhistorie igennem praktiske øvelser.

Du får et indblik i den designtradition vi står på skuldrene af og et bredere perspektiv på arbejdet som designer.

Scenario

Scenario er længere designprojekter, hvor vi arbejder med at designe konkrete produkter eller koncepter med afsæt i den viden vi har fra de faglige laboratorier. Vi kalder dem designscenarier.

Et designscenarie kan f.eks. være showpiecedesign og planlægning af et fashionshow eller event. Det kan være at designe en hel sportswear-kollektion og færdiggøre og sy et outfit fra kollektionen. Det kan være at udvikle dit eget bæredygtige brand og meget mere.

Temaer og opgaver på designscenarierne tager afsæt i nye og aktuelle temaer i tiden, og giver mulighed for fuld fordybelse og udvikling indenfor den enkelte elevs interesseområde.

At arbejde med mit eget showpiecedesign fra den allerførste idé til at se det blive båret på et fashionshow vi selv var med til at skabe, er den vildeste oplevelse jeg har haft.

Emma, 16 år

Film fra scenariet “Wearable Habitat” som blev til i et samarbejde med dansere fra Stepz dansestudio

Publikation om Design & Maker

Vores publikation om Design & Maker giver indblik i undervisningen, livet og hverdagen på skolen.